lørdag

Forloren Gås

Forloren gås tilberedt i en stegeso eller et ildfast fad, serveres med kogte kartofler og skysauce til. Retten kan ifølge denne gamle opskrift tilberedes dels over komfur, - dels i ovnen. Ved tilberedning af forloren gås, må vi vælge ovnen, thi komfurmetoden kræver, at man er i besiddelse af en asbestplade, hvilket ingen er, da asbest har været forbudt i mange år.

Opskriften er beregnet til 2 dage, på grund af det ret store arbejde, der er ved retten og det er en direkte gengivelse af originalopskrift fra 1936.

I stedet kan man improvisere sig frem til resultatet, med lidt mere nutidige metoder, samt benytte sig af, at købe færdighakket kød, stenfri svesker m.m.


FORLOREN GÅS

Vi begynder med farsen, som er et studium i tidsrøveri, hvilket mange retter var tidligere, hvor moderne hjælpemidler og metoder endnu ikke havde nået køkkenregionerne. Derfor, - gør blot som du plejer, når du rører en god fars og køb bare kødet færdighakket.

kødfars
3/4 kg skært kalve-, okse-, eller svinekød hakket 1 gang i kødmaskinen
mel
1 løg
salt
peber
ca. 1/2 liter mælk eller 1/4 liter mælk og 1/4 liter vand

Man kan godt blande flere slags kød sammen, passende fedt og magert og man kan spare på kødet, ved i stedet for at tilsætte mel, at blande udblødt franskbrød, havregryn eller kolde, kogte kartofler i farsen. Bruger man kun magert kød, kan tilsættes lidt smør.

Kødet befris for sener og hinder, afvaskes i koldt vand, tørres i et klæde og hakkes 1 gang gennem kødmaskinen. Det lægges i et fad og glattes med en vædet træske. Skær nu et dybt kryds i kødet, tag den ene fjerdedel op og udfyldhullet med mel. Derefter blandes kød og mel og hakkes gennem kødmaskinens fine hulskive 1 gang eller 5-6 gange gennem den grove. De sidste gange blandes de pillede løg med.
Farsen kommes i et fad og tilsættes krydderier. Den kolde, kogte mælk eller halv mælk og halv vand røres i, i begyndelsen kun 1 spsk. ad gangen. Jo mere farsen røres, des bedre bliver den og des mere væde kan den tage, men det anbefales at lade farsen hvile imellem røringen, derfor bør man begynde tillavningen i gos tid.

Hvor meget væske, der skal tilsættes farsen, afhænger af, hvad den skal bruges til. Den skal være lindere, hvis den skal koges i form end hvis det er til frikadeller.

1 potion fars af 750 g blandet, hakket kød
ca. 200 g svesker med sten (for nemheds skyld, anvend stenfri svesker)
3-4 æbler

Sveskerne vaskes og udblødes 6-8 timer, hvorefter de udstenes. Æblerne skrælles og skylles, lige før de skal bruges, skæres i småstykker og drysses med lidt sukker.
Et ildfast fad med låg eller en stegeso smøres og det halve af farsen lægges i. Derpå frugten, der dækkes med resten af farsen. Fadet stilles på asbestplade over svag varme. Sørg for, at fadet er helt tørt udvendig, da det ellers let vil revne, når det ophedes. "Gåsen" steger således ca. 1 time eller steges i ovnen i et ildfast fad, sat i bradepanden med lidt kogende vand i. Den må da dryppes med lidt smør eller dækkes til med smurt papir. Stegetid i ovn, 30 - 40 minutter.

Forloren gås serveres i fadet med kogte kartofler og brun skysauce, tilberedt af suppe, evt. afkog af ben og sener fra farskødet samt en god rødkål.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.