søndag

Miroton

Miroton, en glimrende restemiddag, hvor muligheden for at få brugt en rest kold steg og en rest brun- eller løgsauce er god. Miroton serveres overdrysset med groft hakket syltet agurk og kartoffelmos til.

En mængde retter fra gammel tid, er gode at få brugt sine rester på, sådan at resterne ikke altid ender på bordet som biksemad og lign. - og så er der altid mulighed for at sætte sit eget præg på retten ved hjælp af kreativ tankegang og variationer på ingredienslisten.

Retten her har en del lighedspunkter med koteletter og steaks, overhældt med brun sauce og kartoffelmos. Disse er en fast bestandel i sortimentet hos supermarkedernes delikatesseafdeling og visse slagterforretninger, beregnet til travle mennesker, som kun behøver at tænde ovnen.
Det smager da glimrende, men det er dyrt og den slags produkter ligger langt fra gammeldags mad, lavet helt fra bunden.

Opskriften her er original og fra 1936.


MIROTON

ca. 500 g kold steg
1 rest stege- eller brun løgsauce
ca. 500 g kartofler, tilberedt som mos
1 syltet agurk

Stegen lægges, skåret i skiver i et gratinfad. Hæld rigelig sauce over, læg et lag kartoffelmos øverst og glat med en kniv. Sæt resten af kartoffelmosen på som små toppe. Stil fadet i en varm ovn ca. 1/2 time, til kartoffelmosen begynder at blive lysebrun.

Miroton serveres med grofthakket, syltet agurk over.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.