torsdag

Helstegt Småtorsk

Helstegt småtorsk, serveret med varm kartoffelsalat eller stuvede grøntsager og brunet smør, er god at variere fiskedagene med og da vi faktisk nu og langt hen i vinteren er inde i torskesæsonen, er helstegt småtorsk bestemt dejligt.

Helt ideelt er det, er man bosat i en kystby, hvor fiskerne sælger friskfanget fisk, direkte på havnen. Her gøres ofte en rigtig god handel og så er fisken garanteret friskfanget. Og hvis ikke man kan få fiskeren til at rense torsken, så bed om, at han i det mindste fjerner hovedet.

Hos fiskemanden kan man selvfølgelig altid være sikker på, at torsken er renset.


Opskriften er fra 1936 og er beregnet til 4 personer.

HELSTEGT SMÅTORSK

4 småtorsk ca. 1 1/2 kg
salt

panering
mel
æggehvide
rasp
125 g smør eller mgr.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Rensning af torsk
Skrab fisken fra hoved til hale med en kniv og klip finnerne af. Skær bugen op til gatåbningen og tag indmaden ud. Pas på, at galdeblæren ikke går itu. Skrab den ganske tynde sorte bughinde af, der dækker fiskens inderside. Den tykke seje svømmeblære, som findes på indersiden af rygraden, skæres igennem og fjernes. Blodet fjernes og fisken skylles godt i flere hold koldt vand. Slut af med at lægge fisken i koldt vand en times tid.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tør torsken i et rent klæde, panér dem ved at pudre godt med mel, herefter dyppes i æggehvide og til sidst i rasp, tilsat en smule salt.
Fisken steges i rigeligt, brusende smør eller mgr.. 8 - 10 minutter på hver side over svag varme. Undgå at vende torsken mere end en gang på hver side, da paneringen ellers falder af.

Servér helstegt småtorsk med varm kartoffelsalat eller stuvede grøntsager og brunet smør til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.