mandag

Biksemad

Biksemad, - sådan rigtig gammeldags biksemad, lavet på rester, løg og kartofler, er ofte en mulighed efter en behagelig weekend med god mad og drikke. Tænk på alle de små kødrester køleskabet til tider gemmer på. Det kunne være et stykke steg, et par pølser, et par skiver stegt flæsk, lidt forloren hare, en rest hamburgerryg eller nogle skiver pålæg, der synger på sidste vers. Kartofler og løg har vi som regel på lager og syltede rødbeder som tilbehør ligeså. Det er vigtigt med faste kartofler, da disse ellers vil begynde at koge ud under tilberedningen.


Skal vi så skride til værket og fremstille en stor pandefuld hjemmegjort biksemad af den fede slags, som enhver god slagter sælger i sin butik til x antal kr. pr. 100 g. - Og fedtstof må der til, ofte meget fedtstof, da vi ellers står med et tørt, nærmest uldent produkt, der hænger fast i panden.
Den gode gammeldags biksemad er sammensat af stegt kød i forskellige varianter, stegte løg og stegte kartoffelskiver. Nogle mener, at retten skal have en god brun kulør, det klares med madkulør.

Verdens bedste biksemad fik jeg i min ungdom på Rapido Bar i Odense. Her kunne man lave biksemad. Det blev serveret med spejlæg og rødbeder. - Og om man var mæt bagefter ......

BIKSEMAD

rester af kogt eller stegt kød i tern
løg i skiver
kogte kartofler i skiver (faste)
mgr.
salt
evt. kulør
Skær kødet i små tern og brun dem godt på panden i rigelig mgr. Tag dem af, spæd med mere mgr. og brun løgene godt. Tag også dem af. Nu kommes endnu engang en god klat margarine på panden, hvori kartoffelskiverne brunes. Tilsæt det stegte kød og de stegte løg. Bland det hele godt sammen. Farv retten med madkulør efter behag, smag til med salt og varm retten godt op.
Serveres med syltede rødbeder og evt. et spejlæg. - Så er ikke et øje tørt, men lad nu være med at tælle kalorier før i morgen.

VELBEKOMME

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.