tirsdag

Mormors Æbledessert

Mormors æbledessert er én af mange måder, at anvende årstidens dejlige æbler på. Det bugner med æbler allevegne og bortset fra det relativ begrænsede antal vi får spist i rå tilstand, gør vi, hvad vi kan for at udnytte al den dejlige frugt. Her tænkes i første omgang på spisesorterne, som ikke kan gemmes til vinter.
En god ting er det, at have en skål æblegrød med vanilie stående permanent i køleskabet i denne tid. Æblegrød bliver vi ikke træt af. Det er også en god idé, at lave en stor portion æblemos uden sukker, fordelt i passende portioner til fryseren. Af resten kan vi så småt begynde på æbleflæsk, som er dejligt pålæg og som her, lave mormors æbledessert, - en skøn dessert, at glæde familien med.


MORMORS ÆBLEDESSERT

6-7 skiver franskbrød (ikke for tykke skiver)
6 æbler
smør
100 g sukker
1 spsk. kanel
3 æg
2 1/2 dl mælk

Smør et ildfast fad og beklæd det i bunden og på siderne med franskbrødsskiverne. Udhul æblerne, skræl dem og skær dem ud i skiver på tværs så de danner æbleringe. Disse lægges lagvist med en blanding af sukker og kanel i fadet. Pisk æggene sammen og hæld mælken i og pisk. Blandingen hældes over æblerne.
Bages på en rist, nederst i ovnen ved 200-225 grader i 35-40 minutter. Æggemassen skal være stivnet.
Serveres med flødeskum, vaniliesovs eller softice til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.