fredag

Mørbradgryde

Mørbradgryde er en af barndommens retter, der af og til blev serveret om søndagen. - Og set med barneøjne, var især de små cocktailpølser uimodståelige. Mørbradgryde har jævnligt stået på bordet i min egen husholdning, blot med den forandring, at her serveres pommes frites til sammen med en skål grøn salat, hvorimod vi dengang fik råstegte kartofler til.


Det er efter min mening stadig en "søndagsret", - i hvert fald en "weekendret". God at sidde over med gæster og et glas vin eller en øl til.

MØRBRADGRYDE

mørbrad i skiver
cocktailpølser
baconskiver
løg i skiver (svitset på panden)
champignon i skiver (ristet på panden)
flåede tomater i skiver
mgr.
lidt vand
salt
peber

Hastigt brunede, tynde skiver af svinemørbrad lægges, sammen med svitsede løg, ristede champignonskiver og skiver af flåede tomater i en serveringsgryd eller et ovnfast fad. Panden afkoges med lidt vand og lidt af skyen hældes ved kødet. Salt og peber drysses over. Retten småsimrer under låg til alt er mørt, ca. 15 minutter. Ved servering lægges ristede cocktailpølser og tynde sprødstegte baconskiver over fadet.
Serveres med rå stegte kartoffelskiver, pommes frites eller lune flütes, sammen med en skål grøn salat. Både vin og øl går fint til.

VELBEKOMME

I morgen går turen atter til Fuglebjerggaard i Nordsjælland. Camilla Plum og kokken Kile Enna snakker chili og laver mad med chili. Mere herom i næste uge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.