onsdag

Leverpostej

Leverpostej er pålæg med mange tilhængere. I 1992 blev leverpostejen kåret som danskernes foretrukne pålæg.
Det var franskmanden Francois Louis Beauvais, der i 1847 fik tilladelse til at sælge svinekød tilberedt på fransk fra sin butik på Østergade i København, som præsenterede os for leverpostejen, men den var ret dyr i starten. Så gik det stærkt. Nu kunne leverpostej erhverves hos høkerne og viktualiehandlerne og snart faldt priserne.
Storeksport af bacon til England efterlod store mængder svinelever i Danmark.
Omkring år 1900 etableredes egentlige leverpostejfabrikker og ca. 1960, blev vi præsenteret for leverpostej i foliebakker, som vi kender dem i dag.


I starten var leverpostej symbol på arbejderfamiliernes kost. Siden har vi alle overgivet os til denne lækre nationalspise. De fleste husholdninger har deres egen opskrift på leverpostej, som, om ikke andet, mange steder kommer i brug omkring juletid.

Leverpostej kan laves som afbagt og i en variant, hvor ingredienserne blot blandes sammen. Den sidste er både den nemmeste og den mest brugte. Den kan tilsættes ansjoser eller ej. Det er et temperamentspørgsmål.

LEVERPOSTEJ

500 g hakket  lever
500 g hakket spæk ( det går fint med det halve af hensyn til kalorieindholdet)
2 løg
2 spsk. mel
2 æg
4-5 kopper mælk
1 1/2 tsk. salt
peber

Den hakkede lever og spæk blandes og resten af ingredienserne røres i. Dejen kommes i smurte forme og bages ca. 1 time ved 160-170 grader.
Hvis den bliver for mørk på overfladen, lægges et stykke staniol over resten af bagetiden.

LEVERPOSTEJ OPBAGT

250 g hakket lever
25 g mgr.
50 g mel
2 dl mælk
1 æg
1 tsk. salt
1/2 tsk. peber
1/2 tsk. allehånde

Lav en hvid opbagning af mgr., mel og mælk og tilsæt den hakkede lever, æg og krydderierne. Hæld dejen i en smurt form, som sættes i vandbad og bages i ovnen ca. 1 time ved 160-170 grader.

Server et stykke leverpostejmad med rødbede, asie, agurk, sky eller som lun leverpostej med champignon og bacon.
I mit barndomshjem skulle der være sky på leverpostejen og ikke hvilken som helst slags sky. Den eneste sky, som duede, var den, slagtermester Karls kone fremstillede af den tiloversblevne sky, når der var stegt flæskesteg til salg i butikken.
I dag har ethvert supermarked industrielt fremstillet sky, som ikke har noget med rigtig sky at gøre. Den er billig og i mangel af bedre, ryger den da også i indkøbskurven.

VELBEKOMME

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.