tirsdag

Ølflæsk

Ølflæsk har jeg ingen erfaring med, men det lyder interessant. Faldt forleden over en gammel opskrift på ølflæsk, som jeg skal prøve, når efteråret sætter ind, thi den forekommer mig, at være rigtig på en kold dag.


I vore dage, hvor det vrimler med mikrobryggerier, kappes kokkene om, at kreere opskrifter, indeholdende øl. Jeg er bekendt med nogle få nyere opskrifter på simremad med øl og de er rigtig gode.
Da vi her beskæftiger os med gammeldags mad, holder vi os til det.
Her opskriften, som den skrevet står :

ØLFLÆSK

1 kg svinekød i store terninger
80 g svinefedt
2 store hakkede løg
lidt allehånde
nogle peberkorn
timian
kommen
laurbærblad
lidt citronskal
suppe eller vand
3-5 dl øl
revet rugbrød
måske 3 spsk. hvidvin (kan undværes)

Løgene ristes lysegult i fedtstoffet, kødet tilsættes og steges lidt. Nu tilsættes krydderierne og det hele overhældes med vand, så alt er knapt dækket. Småkoger under låg. Når kødet er mørt og godt sammensnurret, tilsættes øllet, rugbrødet og vinen og koges godt igennem. Sovsen skal være middeltyk. Kartofler spises til.

VELBEKOMME

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.