fredag

HVIDKÅLSSUPPE

Det er weekend og der er anledning til at lave en stor portion hvidkålssuppe at varme sig på. Det er så spørgsmålet, om suppen skal koges på svinekød eller oksekød. Begge dele er godt, men ikke blandet sammen. Vælges svinekød kan et stykke nakkekam eller kogeflæsk fint tilsættes en skank.



Opskriften her er til 6 personer.

HVIDKÅLSSUPPE

1 stykke nakkekam, letsaltet kogeflæsk, svineskank eller oksetværreb
2 1/2 L vand
10 hele peberkorn
2 spsk. salt

1/2 hvidkålshoved ca. 1/2 kg
1/2 selleri ca. 250 g
2-3 porrer
2-3 gulerødder
3-4 kartofler

suppevisk
1 porretop
1 selleritop
1 bdt. persille

Kom kødet i en stor suppegryde med vandet og bring det i kog. Skum suppen og tilsæt peberkorn, salt og suppevisk. Lad det koge ved svag varme under låg i 2 timer.

Gør grøntsagerne i stand. Snit hvidkålen uden stok groft, skræl sellerien og skær den i tern, skær tykke ringe af porren, skræl gulerødder og kartofler og skær dem i tern. Tag suppen fra varmen og lad fedtet samle sig foroven. Skum fedtet af og varm atter suppen op til kogepunktet. Kom grøntsagerne i suppen og kog yderligere 45 minutter til alt er mørt. Kom evt. et stykke medisterpølse i at koge de sidste 10 minutter.
Tag kød og grøntsager op og smag suppen til med salt.
Servér suppen med kødet skåret i pæne skiver til, groft brød og sennep.

VELBEKOMME

3 kommentarer:

  1. ja det er en god suppe som jeg husker fra min barndom og stadigvæk nyder at spise synd at så mange fravælger kål i maden det er både sundt og smager godt mvh john

    SvarSlet
  2. Rigtig god suppe, bruger kål og gulerødder i næsten al mad, mange glemmer selleri hvilket er en fantastisk urt

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.