onsdag

KØDRAND

Kødrand er dagens menuopskrift og hvorfor kødrand ikke er mere populær end som så er ikke til at vide.
Her i huset er begejstringen til at overskue, når talen falder på den gode ærkedanske ret kødrand, - kødrand med eller uden ærter og gulerødder.

Overlærer Andersen fra Matador, havde da også iflg. eget udsagn, et yderst anstregt forhold til kogt fars overhovedet og med den oplysning in mente, var det forståeligt, de to damer Violet Vinter og frøken Jørgensen, så målløse til, da overlæreren langede til fadet med kødranden.


Det skal nu heller ikke herfra skorte på den gode vilje herfra, når kødrand en af dagene dukker op på menuen, ledsaget af stuvede bønner. Det vil jeg glæde mig til, thi jeg holder meget af kødrand med stuvede bønner til. Indrømmet ! Min far spiste ikke kødrand.

KØDRAND

250 g hakket svinekød
250 g hakket kalvekød
2 æg
1 løg
3 spsk. mel
mælk eller apollinaris
salt
peber
evt. ærter og gulerødder i tern

Rør en god fars af ovennævnte ingredienser og lad bare farsen hvile en halv times tid. Smør en randform med smør eller mgr. og fordel farsen i formen. Dæk med et låg eller madpapir, så dampen ikke kommer i kødet.
Bring en gryde vand i kog, der er stor nok til at rumme formen. Vandet skal stå halvt op ad formen. Lad kødranden koge sagte i ca. 50 minutter.

Eller i ovn
Fyld vand i bradepanden og sæt randformen heri. Vandet skal stå halvt op ad formen.
Koges ved 175 grader i 3/4-1 time.

Løsn kødranden i kanten og vend den ud på et fad.
Server med stuvede bønner og kartofler, stuvet hvidkål eller kogte grøntsager og smørsovs.

VELBEKOMME

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.