onsdag

Rosenkålsuppe

Rosenkålsuppe, evt. serveret med kødboller og godt brød er en rigtig god gammeldags vinterspise, som nok kan holde én varm.

Der er friske rosenkål i butikkerne, men frosne rosenkål kan så udmærket anvendes, men de kan godt ha' en tendens til at blive lidt "uldne", hvis de koges for længe, hvorimod smagen er den samme.

Suppen bæres oppe af en rigtig god, kraftig kødsuppe fra enten fersk eller røget kød og da det er en jævnet suppe, er det en dejlig mættende suppe.


Mål og vægt er afhængig af antal kuverter.

ROSENKÅLSUPPE

Rosenkål, frisk eller frossen
et par ituskårne løg
et par stykker hel hvid peber
Kødsuppe (beregn 5-6 dl pr. person)
smør
mel   bages sammen med smør i gryde (1 spsk. mel og 1 spsk. smør pr. liter suppe) eller lav en smørbolle
salt
lidt sukker

evt. kødboller

Kog de rensede- eller frosne rosenkål i en god kraftig kødsuppe sammen med et par ituskårne løg og et par stykker hel, hvid peber. Det hele skal være mørt. Tag alle grøntsagerne op, si suppen og lav en afbagning af smør og mel eller lav en smørbolle (Smørret, der skal have konsistens som mayonnaise, røres godt sammen med melet til en bolle)
Afbagningen spædes op med lidt suppe, hvorefter resten af suppen tilsættes. Bruges smørbolle, kommes denne direkte ned i suppen, der røres godt under opvarmning. Smag suppen til med salt og lidt sukker. Kom rosenkålen og evt. små kødboller i og varm suppen op lige til kogepunktet.

Servér rosenkålsuppe med et godt brød til.

VELBEKOMME

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.