fredag

Farseret hane

Farseret hane, stoppet med kartofler og løg giver en vidunderlig smag. Egentlig behøver det ikke være en hane, der anvendes til farseret hane. En høne, en and, en kalkun eller en gås kan også bruges. Kartoflerne skal være en sort, der koger godt ud. Bruges and eller gås, undlades løg. Ved gås anvendes rå kartofler, på grund af gåsens noget længere stegetid. Kalkun tilberedes på samme måde, blot bruges lidt mere smør til at koge løgene i, da kalkun er meget magert.
Her tager vi udgangspunkt i hanen.
Det er næsten uundgåeligt at nævne bornholmerhanen. Det er en hane af absolut god kvalitet og sikke en kødmængde den besidder.


FARSERET HANE

1 ung hane, ca. 2 kg
tynde spækskiver
ca. 1 1/2 kg skrællede kartofler kartofler
100 g løg, skåret i tynde skiver
salt
peber
1 laurbærblad
lidt timian
ca. 125 g smør
brøndkarse
bouillon

Kog kartoflerne i 5-10 minutter i letsaltet vand og skær dem i mindre stykker. Kog løgene i smørret til de bliver klare uden at tage farve. Bland kartofler, løg, evt. lever og hjerte, skåret i stykker, laurbærblad, lidt knust timian, salt og groftmalet peber.
Tør hanen indvendigt og kom fyldet i. Luk med kødnåle eller sy for fyldet. Bind tynde spækskiver om hanen.
Læg den på risten i bradepanden med brystet opad og steg den i ca. 1 1/2 time ved 200-225 grader. Mærk med en kødnål, om den er mør ved at stikke ned ved låret. Saften skal være klar.
Fjern garn og spækskiver. Skær fuglen i skrå, pæne skiver og lårene i mindre stykker.
Server farseret hane med det dejlige, krydrede kartoffelfyld, der skrabes ud af hanen sammen med afkog fra bradepanden, der er siet og jævnet med koldt smør.

VELBEKOMME

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.