onsdag

Fest på en puttehøne

Fest på en puttehøne er én af den slags retter, som er særdeles velegnet til at hyggesnakke hen over. Opskriften til den dejlige fest på en puttehøne er fra midt i 50 erne og stadig lige aktuel.
Den store fordel er, at hønen fint kan koges dagen i forvejen og når hønen er svalet af, tages kødet af skroget. Kødet kan så opbevares i køleskabet til næste dag, stænket med lidt af suppen.

Der forlyder ikke noget, om de kogte suppeurters skæbne. Urterne kan fint laves til en god rodfrugtmos og gemmes i køleskbet.

De løse ris koges efter den måde, John Price dengang lærte husmødrene at koge ris på. Hverken mere eller mindre.


For egen regning kan tilføjes, at retten godt kan laves på en meget stor kylling.

Opskriften er til 8 personer

FEST PÅ EN PUTTEHØNE


1 god  kødfuld høne
vand
salt
porrer
selleri
gulerødder


Kog hønen mør i vand, der lige dækker. Tilsæt salt og lidt rensede suppeurter. Tag urterne op og lad hønen afkøle i suppen. Kødet tages helt fra benene og stilles i køleskab til næste dag eller tilberedes med det samme, hvis retten skal spises straks.
Lun hønsekødet i noget af suppen og arranger det i en stor skål til at sætte på bordet, lagvis med løse kogte ris. Indimellem anbringes kogte æg i snitter og gerne tomatsnitter.
Fest på en puttehøne består desuden af uægte hollandaisesauce, mangochutney og revet ost, pyntet med æggebåde.

LØSE RIS A LA PRICE

2 kopper ris
3 kopper vand

Ris og vand kommes i en gryde og koger under tæt låg med madpapir (bagepapir) imellem gryden og låget. Nøjagtig 12 minutter efter slukkes der og risene trækker i yderligere 10-12 minutter.
Risene er nu løse, så løse, at ethvert riskorn kan tælles, hvis man har lyst.

UÆGTE HOLLANDAISESAUCE


3 spsk. med lille top mel
2 dl kold hønsekødsuppe
2 dl fløde og 3-4 dl varm suppe
150 g mgr.
6 æggeblommer
citronsaft eller hvidvin
salt

Melet røres til en jævning med den første portion kolde suppe og koges op under piskning. Der spædes med skiftevis fløde og suppe. Imedens saucen koger op tilsættes mgr. og tilsidst smages til med salt og citron eller hvidvin.
Æggeblommerne røres seje med lidt salt og lunes med lidt af den varme sauce. Hæld det i saucen og varm op til kogepunktet uden at koge.
Hæld saucen i en opvarmet saucekande for ikke at skille og server fest på en puttehøne med resten af tilbehøret og gerne med en lun flute til også.

VELBEKOMME

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.