lørdag

Ferskenlinser

Ferskenlinser er gode til en kop kaffe, men også en lille sød mundfuld ovenpå et godt måltid mad, gør linserne ære. Henkogte abrikoser kan anvendes i stedet for henkogte ferskner og således bliver ferskenlinser til abrikoslinser. Gode er de begge, - en fin lille mørdejsting. Kageskallerne har den fordel, at de nemt lader sig opbevare i en kagekasse til de skal bruges. Flødeskum kan erstattes med lidt kagecreme ved servering.


Opskriften er til 8-10 kageskaller

FERSKENLINSER

linsedej
200 g mel
150 g mgr.
50 g florsukker
1 æggeblomme

Fyld
Henkogte ferskner eller abrikoser fra dåse
2 dl saft fra frugterne
2 blade husblas
lidt flødeskum eller kagecreme
evt. lidt rød gelé til pynt

Mgr. hakkes i melet, sukker og æggeblomme tilsættes. Det hele æltes hurtigt sammen, så dejen ikke bliver sej. Læg dejen koldt og fyld smurte linseforme med denne.
Kagerne bages ved 225-250 grader i ca. 8-10 minutter i nederste halvdel af ovnen.
Vend dem ud af formene og lad dem køle helt af, inden de lægges i kagekassen eller fyldes og serveres straks.
Kom ganske lidt flødeskum eller kagecreme i bunden af skallerne og læg en fersken eller en abrikos med bunden opad i skallen.
Saften lunes og tilsættes den udblødte husblas. Når saften er halvstiv, pensles denne over hver frugt.
Stil kagerne koldt og pynt evt. yderligere med lidt rød gelé i kanten af kagerne.

Ferskenlinser går godt til en lille glad kop kaffe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.