tirsdag

Lammekoteletter i gryde

Lammekoteletter i gryde er sådan en dejlig gammeldags ting, som  kan sættes i ovnen og gøres færdig der og så er det mægtig praktisk med kartoflerne på plads ved samme lejlighed.

Nu vil nogen sige nej tak til lam, for lam smager jo af uld. Selv har jeg haft den fordom i mange år, men må overgive mig og indrømme : 'Lam smager ikke af uld'. Det smager faktisk dejligt og så er der i lammet mulighed for nogle gode udskæringer med en del gode opskrifter til følge.
Er man til hvidløg, vil de fleste vide, at lam og hvidløg ofte går hånd i hånd. Opskriften her er ingen undtagelse.


LAMMEKOTELETTER I GRYDE

8 små lammekoteletter
80 g smør
750 g kartofler i skiver
2 løg i tynde skiver
1 fed hvidløg
4 dl meget varm bouillon
lidt timian
1/2 laurbærblad
salt
peber
persille

Brun koteletter på begge sider, tag dem op og steg kartoffelskiverne og de tynde løgringe i det samme fedt. Drys med salt og peber og pres et fed hvidløg over.
Smør et ovnfast fad med smør og kom halvdelen af kartoffelskiverne  og løgene i. Arranger koteletterne på denne bund og drys med salt, peber og en anelse timian. Læg resten af kartoflerne og løgene over.  Drys igen med salt og peber og læg det halve laurbærblad ved. Hæld bouillonen over og sæt fadet i ovnen ved 220 grader i ca. 30 minutter. Fadet skal være tildækket.
Lammekoteletter i gryde drysses med hakket persille ved servering.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.