tirsdag

Foreller med varm remouladesauce

Foreller med varm remouladesauce, serveret med faste pillekartofler og en skål grøn salat, er en rigtig god fiskemiddag fra sidst i 50erne.
Forellerne kan fiskemanden ordne, men husk, at de helst kun må skæres lidt op og hovedet skal blive på.
Der beregnes 1 forel til hver person.

Vi spiser ikke nok fisk. Det her er simpelthen en lækker måde, at spise fisk på og så er det godt nok, at invitere gæster på.

Opskriften er til 4 personer


FORELLER MED VARM REMOULADESAUCE

4 foreller
vand
eddike
salt
1/2 løg
hele peberkorn

Fisken lægges ned i koldt vand, der er tilsat de forskellige krydderier. Vandet skal lige dække fisken, der nu bringes til kogepunktet under tætsluttende låg. Lad fisken dampe til den er mør.

remouladesauce

2 spsk. mel
lidt koldt vand
2 dl siet fiskesuppe
salt
citronsaft
1 dl fløde
75 g mgr.
2 æggeblommer
hakket persille
finthakket asie og agurk
1 spsk. revet, rå løg

persille til drys

Pisk melet ud i lidt vand, lad det koge igennem og spæd med fiskesuppen. Tilsæt salt, citronsaft, fløde og mgr. Det hele koger igennem og legeres med 2 æggeblommer. Smag saucen til med hakket persille, finthakket asie og agurk samt 1 spsk. revet, rå løg.

Servér Foreller med varm remouladesauce, faste pillekartofler, drysset med persille og grøn salat ved at arrangere fisken på et fad. Træk skindet af og pynt med hele, flåede tomater, persillekviste ved hovedet og snoede citronskover ved halen. Remouladesaucen hældes hen over fisken.

VELBEKOMME

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.