Pie med skinkemasse og pirogi er en følge af piedej, som Kirsten Hüttemeir, med sædvanlig praktisk tilgang til tingene, gav opskrift på sidst i 50erne. Meningen var, at husmoderen æltede en piedej, kom den i en plastikpose og lagde den i køleskabet for så at bruge lidt af dejen og nappe en luns nu og da til f.eks pie med skinkemasse og pirogi.
I vore dage er den manøvre unødvendig. Piedej kan købes på køl eller frost i de fleste supermarkeder, men ønsker man at lave dejen selv er den nemt gjort. Holder sig i køleskabet i 14 dage.
Vi laver pirogi. Ovenpå tager vi en glad kop kaffe med snehvidekage til. Snehvidekage er lynhurtig at lave, da bunden købes som færdig lagkagebund.
PIROGI
piedej
250 g mel
225 g mgr.
3 spsk. koldt vand
rester af kød, fisk eller grøntsager, gerne i en lidt fast sauce
fløde til pensling
Til dejen æltes alt sammen. Halvdelen tages fra til pirogi og den anden halvdel bruges en anden dag til pie med skinkemasse.
Dejen rulles ud til pirogi og stikkes ud til store medaljer med et glas. På den ene halvdel lægges rester af kød, fisk eller grøntsager, gerne i lidt fast sauce. Den anden halvdel dej foldes over og kanterne trykkes godt sammen med en gaffel. Pirogi pensles med fløde, bager ved i ovnen ved 225 grader i 10-12 minutter.
Pirogi serveres med rørt persillesmør, tomatsauce eller svampesauce.
PIE MED SKINKEMASSE
3 hele æg
1 1/2 dl mælk eller fløde
tomatketchup
knust løg, evt. hvidløg
100 g hakket skinke
salt
peber
Æggene piskes med mælken, krydderier, tomatketchup og skinke tilsættes. Æggemassen hældes over dejen. Eventuelle rester rulles ud til pølser, der lægges som et gitter over skinkemassen.
Bages i ovnen ved 225 grader i 20 minutter.
Pie med skinkemasse serveres med varm rørt smør.
SNEHVIDEKAGE
1 færdigkøbt lagkagebund
æblemos
marengs af :
2 æggehvider
2 spsk. eddike
100 g melis
kokosmel
Lagkagebunden lægges på en bageplade og oversmøres med æblemos. Det hele dækkes med et tykt lag marengs, hvortil æggehviderne piskes til tykt skum, eddiken og halvdelen af sukkeret tilsættes. Der piskes godt igen og tilsidst blandes resten af sukkeret i. Over marengsdejen drysses kokosmel.
Kagen bager ved svag varme (175 grader) i 15 minutter.
Snehvidekage nydes lunken til en glad kop kaffe.
VELBEKOMME
Noget om Mad
onsdag
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.