Skaldyr á la Grethe var en anvendelig lille anretning, tilberedt af muslinger og rejer fra dåse. Der blev budt rundstykker eller flute til sammen med smør og en skål grøn salat.
En fin lille anretning, som hurtigt kan laves og sættes på køl nogle timer før gæsterne kommer. Endelig kan man da også anvende frosne- eller rejer fra plastikbæger, hvis ikke dåserejer falder i god jord.
En tidstypisk opskrift, idet man i 50erne brugte masser af konserves i husholdningerne i form af rejer, muslinger, makrel og andet fra havet samt kødprodukter og grøntsager på dåse. Ofte i form af ærter, gulerødder og asparges. Fra udlandet fik vi noget så eksotisk som ferskner, ananas og abrikoser, men det var ikke til hverdagsbrug. Eksotiske frugter på dåse, var noget, der blev serveret med flødeskum eller råcreme til i form af dessert efter søndagsmiddagen.
SKALDYR Á LA GRETHE
1 dåse muslinger
1 dåse rejer
1/4 liter muslingesuppe
1/4 liter tomatjuice
paprika
salt
citronsaft
8 blade husblas
1 kvist dild eller persille
karrymayonnaise
250 g mayonnaise rørt op med karry
sennep
eddike
revet løg
lidt fløde evt. som flødeskum
Muslingerne renses for strengen, der sidder uden om dyret og for maven, hvorefter muslingerne blandes med rejerne.
Små runde skåle, kopper eller tilsvarende forme skylles med vand og heri fordeles rejer og muslinger. Muslingesuppen blandes med tomatjuice, smages til og lunes. Heri opløses den udblødte husblas. Suppen hældes over skalddyrene og formene stilles nu på et koldt sted. Når de er stivnet, vendes de små skalddyrskopper ud og arrangeres på et fad eller på en tallerken, pyntes med en kvist dild eller persille.
Servér skaldyr á la Grethe med karrymayonnaise, lune flutes, smør og en skål grøn salat.
Noget om Mad
torsdag
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.