tirsdag

Grøntsager i karrysauce

Grøntsager i karrysauce er en god måde at servere grøntsager for familien og skulle der være nogen, som slet ikke kan undvære kød, er stegte kyllingelår, paneret flæsk og anden stegt kød godt hertil.

Eneste indvending skulle være, at karrymængden må øges lidt, såfremt man godt kan lide mad, der smager af noget, men det er en smagssag. Er der børn i familien er det jo nok ikke aktuelt. Vigtigt er det derimod, at karryen, som opskriften byder, brændes af sammen med smørret ved ikke for høj varme, uden at brune og ikke ret længe, da karryen ellers får en besk smag.

Opskriften er  fra 1946, hvor den blev lanceret af Henriette Schønberg Erken.


GRØNTSAGER I KARRYSAUCE

100 g ærter
100 g gulerødder
100 g majroer
100 g kålrabi
100 g kartofler
100 g selleri
50 g smør
45 g hvedemel
1 skive løg
1/2 tsk. karry
salt
3-4 dl mælk

De rensede rødder skæres i skiver og udstikkes med jern (skæres i ensartede stykker). Sættes over ilden i kogende, saltet vand. Koger til de er møre. Vandet sies fra.
Smelt smørret og lad løget småsnurre med et par minutter uden at brunes. Bag smørret op med melet og karryen, spæd lidt efter lidt med mælken og ca. 1 dl af grøntsagsvandet. Lad saucen småkoge i 5 minutter, smag den til og si den over de blandede grøntsager, som er lagt pænt op i et lidt dybt fad.
Grøntsagerne kan også gives et opkog i saucen.

Servér grøntsager i karrysauce, evt. med stegt kød til.

VELBEKOMME

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.